"Hr. Goldmann, hvorfor skulle De tro, at jeg gjorde det med vilje? Jeg prøvede bare at sætte Dem sammen med Willow, ikke?" forklarede hun, mens hun kæmpede for at vriste sin hånd fri. Nolan trak hende hårdt til sig, og Maisie faldt næsten i hans arme. Han sagde med en kold stemme: "Det var Dem, der bad Willow invitere mig til Vanderbilt-godset. Og det har været Deres plan hele tiden?" Maisie blev forskrækket og lod et strejf af tvivl slippe ud. Så hævede hun hovedet, mødte hans blik og følte sig lidt underholdt. "Så det er mig, der har bedt Willow invitere Dem til Vanderbilt-godset? Er mit ry så godt?" Nolans øjne var strenge og kolde. "Maisie Vanderbilt, De er ikke i en position, hvor De kan blande Dem i forholdet mellem Willow og mig. Jeg er ligeglad med, hvad Deres formål er, lad være med at opføre Dem som en klogeåge." "Nolan, jeg vil sige Dem noget i dag. Jeg har ikke bedt Willow om at invitere Dem herover. Selvom jeg ikke ved, hvad Willow siger til Dem, har disse ting intet med mig at gøre." Maisie rystede hans hånd af sig og sagde højtideligt: "Jeg kunne ikke være mere ligeglad med forholdet mellem jer to. Så tag tilbage og sig til din kæreste, at hun ikke skal pege alle sine fucking fingre ad mig, hver gang hun har brug for en syndebuk til en eller anden tilfældig beskyldning. Jeg er ikke en vatnisse, hun bare kan vælge at provokere så let!" Maisie var så vred, at hun ikke længere bekymrede sig om sit image og sine ordvalg. Hun vendte sig om og var ved at gå, men Nolan trak hende pludselig ind i sin bil. "Hr. Goldmann, hvad laver De? Slip mig fri!" Maisie skubbede til den låste bagdør og stirrede på Nolan, der var ved at sætte sig ind i bilen. "Nolan Goldmann, De kan lige så godt slippe mig fri, ellers ringer jeg til politiet!" "Gør, hvad De vil." Nolan ignorerede hende og kørte bilen væk. Willow, der netop var kommet ud af godset, knyttede sine hænder, mens hendes øjne blev mørke, da hun så bilen køre væk. Nolan kørte bilen ud i ødemarken og stoppede den. Maisie stirrede årvågent på ham, mens han gjorde det. "Hvad laver De? Vi er midt ude i ingenting. Vil De fortælle mig, at De planlægger at dræbe mig her?" "Stig ud," var det eneste Nolan sagde. Maisie kastede et blik på det rene mørke uden for bilen og spurgte: "De beder mig om at stige ud her?" Nolan virkede utålmodig. "Vil De fortælle mig, at De ikke forstår, hvad jeg lige har sagt? Ud af bilen!" Maisie tøvede, skubbede døren op og steg direkte ud af bilen. Nolan kørte væk lige efter, at hun havde lukket døren. Maisie så på bilens lys, der forsvandt, og bed tænderne sammen. "Hr. Goldmann, De har fandeme nosser!" Det var bælgmørkt overalt, og enden af den endeløse motorvej var ingen steder at se. Der kom lyde af insekter, der kvidrede, fra skoven. Hun oplyste sine omgivelser med mobiltelefonens lommelygte og gik over på den modsatte side af vejen. Der var kun sten og havvand under skråningen på den anden side af kantstenen. Maisie ville ringe efter en taxa, men der var intet mobilsignal her. 'Det er vel ikke så slemt, at jeg bliver nødt til at overnatte her, vel?' Nolan kørte bilen i lang tid og parkerede derefter i vejsiden. Han vidste ikke, hvad der var galt med ham, men han havde virkelig mistet hovedet og var begyndt at skændes med hende. 'Det er virkelig irriterende. Jeg troede virkelig, at Maisie havde bedt Willow om at invitere mig til Vanderbilt-godset bare for at overtale mig til at gifte mig med Willow. 'Jeg har aldrig offentligt indrømmet, at Willow er min kæreste. Selv Stephen og Willows mor har aldrig haft modet til at bede mig om at gifte mig med Willow foran mig. Og jeg har faktisk ikke planer om at gifte mig med Willow, selvom Willow er den kvinde, jeg sov med for seks år siden. 'Men Maisie sagde, at hun ikke havde bedt Willow om at invitere mig til Vanderbilt-godset. Hvorfor skulle Willow så fortælle mig, at det var Maisie? Lyver Maisie, eller løj Willow for mig?' Nolans øjenbryn var rynkede, og han var igen ophidset indeni. 'Den kvinde er blevet efterladt på det sted... Hun må være bange og overvældet nu, ikke?' Han tskede, vendte bilen om og kørte tilbage. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde efterladt hende, så Nolan Maisie sidde på kantstenen og vende mod stranden. Hendes yndefulde silhuet sad rank, og hendes lange, tykke, krøllede hår spredte sig bag hende. Så stak hun fingerspidserne ind i håret, bandt det med en hårelastik, og den slanke hals, der blev blottet under hendes hår, fik hende til at ligne en elegant svane. Nattehimlen omsluttede hendes krop, som om det var et mystisk gaze, der gav alle lyst til at rive gazen itu. Maisie drejede hovedet og blev forskrækket over manden, der stod bag hende. Hun sagde med et grin: "Jeg troede, hr. Goldmann virkelig planlagde at efterlade mig her natten over. Jeg havde ikke forventet, at De var så samvittighedsfuld, hva'?" Nolan rynkede panden, da han så Maisie rejse sig og passere ham. Han var lidt mistænksom over, om han var blevet fascineret af en overnaturlig skikkelse. Han var endnu mere uvillig til at indrømme, at han kunne tænke på noget så dampende bare ved at se en kvinde sætte sit hår op. Maisie gik hen til bilens bagende og var ved at åbne døren, da hans stemme lød bag hende. "Sæt dig foran." Maisie vendte sig om og kastede et blik på ham. Hans tone lød ligegyldig. "Jeg er ikke Deres chauffør." Han satte sig ind i bilen efter at have sagt det. Maisie tskede, vendte sig om, gik hen til forsædet, steg ind i bilen og satte sig ned. "Hr. Goldmann, jeg synes, De er en ret forvirrende mand." Nolan ignorerede hende og kørte væk med et dystert ansigt. Maisie gad heller ikke tale med ham. Hun støttede sit hoved med den ene hånd og lænede sig op ad bilens rude. Da bilen forlod ødemarken, ringede Maisies mobiltelefon. Hun kastede et blik på sin mobiltelefon - det var Waylons opkald! 'Åh min Gud, klokken er allerede 21:30! De må være bekymrede over, at jeg ikke er kommet hjem på sådan et tidspunkt.' Hun besvarede opkaldet, og hendes tone blev straks blid. "Halløj, skat?" Nolans udtryk blev dystert. 'Skat? Har hun en kæreste?' "Jeg er ked af det, der kom noget i vejen, og der var en forsinkelse. Jeg er på vej hjem nu, så vent på mig derhjemme. Muack~ Vi ses." Maisie afsluttede derefter opkaldet. Manden ved siden af hende spottede. "Kæreste?" Maisie kastede et blik på ham med et strålende smil. "Ja, det er min mand." 'Der er ikke kun én "mand", der venter på mig derhjemme, men to "mænd"!' Nolan sagde ikke noget, men han følte sig endnu mere irritabel indeni. Han smed hende direkte ud af bilen, da de ankom til centrum. Takket være hans uforklarlige attitude fik Maisie ikke andet ud af turen end et forvirret udtryk i ansigtet. Klokken var allerede 22:00, da hun kom hjem, Waylon lagde hendes hjemmesko væk og rynkede panden. "Mor, var du sammen med en afskyelig mand lige nu?" Maisie brød ud i latter. "Hvordan ved du det?" Waylon krydsede sine små arme foran brystet og forklarede hjælpeløst: "Du kalder os skat eller kæreste i telefonen, når du har en ubehagelig mand ved din side." 'Mor er professionel, når det kommer til at håndtere sådanne situationer. Mens vi boede i udlandet, sendte hun beskeder til Colton eller mig og bad os om at lade som om, at vi var hendes kæreste eller mand, når de mænd, hun ikke havde følelser for, ringede til hende.' Maisie knælede ned og gned hans lille kind. "Min kloge dreng, du husker altid alle disse ned til mindste detalje, hva'. Hvor er Colton og Daisie?" "De er faldet i søvn." Hun klappede Waylons lille hoved. "Tak. Du passer altid på dine yngre søskende, når mor ikke er hjemme." Waylon spredte sine hænder. "Jeg er den ældste, er jeg ikke?" ****** Hos Vaenna Jewelry... Maisie gik hen til elevatoren og var ved at træde ind, men Willow indhentede hende og trak hende til side. "Willow Vanderbilt, er du ude efter slagsmål?" Maisie trak sin hånd til sig og smilede hånligt til hende. "Maisie Vanderbilt, jeg havde ikke forventet, at du havde sådan et trick i ærmet, hva'?" "Hvad har jeg i ærmet?" Maisie grinede. Willow bed tænderne sammen og stirrede på hende, som om hun var ved at rive hende i stykker. "Advarede jeg dig ikke om ikke at have nogen beskidte tanker om Nolan? Hvad lavede I to bag min ryg i går aftes?" Hun havde med sine egne øjne set Maisie stige ind i Nolans bil, og Nolan var ikke kommet tilbage hele natten i går. 'Den kælling må have forført Nolan!'