Intet ved dagen tydede på en katastrofe. Solen skinnede, og alt syntes at være i skønneste orden, da jeg kørte ned ad de velkendte gader. Kapellet var fyldt til bristepunktet, da vi ankom. Næsten alle var kommet for at vise deres sidste respekt. Jeg overskuede stedet og var tilfreds med at se, at alt var, som det skulle være. Ingen af de andre havde været til stor hjælp, når det kom til begravelsesforberedelserne. Jeg var den, der var blevet efterladt til at bære hele vægten af det. Jeg klagede dog ikke. Jeg tog det som en chance for at gengælde, hvad han havde gjort for mig. Han havde trods alt givet mig mad, klæder og et tag over hovedet. Gudstjenesten var ved at begynde, og de fleste sad allerede ned. Jeg besluttede mig for at sætte mig på den modsatte side. Det føltes ikke rigtigt at sidde sammen med resten. Det føltes især ikke rigtigt at sidde ved siden af Emma. "Mor, hvorfor sidder vi her...skal vi ikke sidde ved siden af bedstemor?" spørger Noah og peger på, hvor de andre var. Selvfølgelig fik vi underlige blikke, men det var jeg ligeglad med. Det var trods alt ingen hemmelighed, at jeg ikke var fuldt accepteret af familien efter alt det, der var sket. "De fleste sidder allerede ned. Jeg vil ikke have, at vi skal skabe ballade," lyver jeg. Han ser ud som om, han ikke tror på mig, men vælger at lade det ligge. Præsten ankommer, og prædikenen begynder, lige som jeg mærker, at nogen sætter sig ved siden af mig. Jeg spænder op. Jeg ville genkende hans tilstedeværelse og cologne hvor som helst. Jeg ved ikke, hvad han lavede siddende her. Han burde være sammen med sin dyrebare Emma. Faktisk ville jeg foretrække, at han var der. For pokker, jeg lyder bitter. Hvilket jeg var. Bitter, vred og såret. "Far," hvisker Noah højt, hvilket får et par mennesker til at vende sig og kigge på os. Jeg sender dem et vredt blik, hvilket får dem til at vende sig om igen. "Må jeg sidde imellem jer to?" hvisker Noah til mig. Jeg ånder lettet op. Gudskelov for små mirakler. Jeg ville ikke være nødt til at være i nærheden af hans kvælende tilstedeværelse. Jeg flytter os snigende og er i stand til at bytte plads med ham. I det øjeblik vi gør det, føler jeg spændingen lette lidt. "Vi skal alle forlade denne verden en dag, spørgsmålet er, hvordan vil du forlade den? Vil du have gjort en forskel? Ændret den og rørt de liv, du har mødt undervejs? Eller vil du forlade den med fortrydelser?" stiller prædikanten spørgsmålet. Jeg kan ikke lade være med at tænke over det. Hvis jeg skulle dø i dag, hvem ville så deltage i min begravelse? Ville de omkring mig overhovedet bekymre sig? Hvem narre jeg? Det ville de ikke. De ville sandsynligvis holde en fejringsfest. Den eneste, der ville blive påvirket af min død, ville være Noah. Kun ham og ingen andre. Det er ærligt talt trist. Det liv, jeg har. Jeg har ingen venner, mest fordi jeg holder mig tilbage. At leve i skyggen af den perfekte Emma har banket fast, at jeg aldrig kan være god nok for nogen. Jeg var ikke så smuk, som hun var. Så sexet, som hun var. Så klog, som hun var. Elsket, som hun var. Jeg var ikke perfekt, som Emma var. Jeg var intet sammenlignet med hende. Selv nu, hvor vi er ældre, er jeg stadig i hendes skygge. Ingen ser min smerte eller lidelse. Det handler kun om Emma. Hendes smerte er større end min. Hendes lykke er en prioritet over min. Hun kommer altid først i alles tanker, mens jeg er efterladt til at jagte rester af deres hengivenhed. "Mor," kalder Noahs stemme mig ud af mine tanker. Det er så, jeg indser, at gudstjenesten er slut, og alle er ved at gå. "Ava, har du det godt?" hans dybe stemme får mig altid til at gyse. Jeg vil ikke tale med ham, endsige kigge på ham, men jeg bliver nødt til det, for de næste ti år vil vi dele Noahs forældremyndighed. Jeg trækker på skuldrene og rejser mig op uden at kigge på ham. Jeg ved, det virker uhøfligt, men jeg kan bare ikke kigge på ham. Ikke når mindet om ham, der stirrer kærligt på Emma, stadig er frisk i mit sind. "Kom nu, Noah, lad os gå." Han hopper op, og vi går mod døren. Så snart vi er udenfor, bliver vi bombarderet af en skare af mennesker, der vil give os deres kondolencer. Jeg får øje på nogle af mine kolleger og vinker til dem. Vi havde endnu ikke begravet far, og jeg var allerede drænet. "Så du har endelig besluttet dig for at vise dit ansigt," siger Emmas bitre stemme bag mig. Jeg vender mig om for at se på hende. Hendes ansigt var plettet, og hendes øjne var røde og hævede, men hun lignede stadig en forbandet gudinde. Jeg sukker. Jeg havde så absolut ikke lyst til at se hende lige nu. "Ikke nu, Emma. Kan vi ikke bare begrave far først?" Hun smiler og læner sig derefter ind, så jeg er den eneste, der kan høre hende. "Vi skal nok begrave ham, men lad mig fortælle dig, at jeg er kommet for at blive. Du tog også min familie fra mig for alle de år siden, men ikke mere. Jeg planlægger at tage alt tilbage, inklusive den mand, der var ment som min," hun træder derefter til side og går, lige som præsten kalder os til at gå tilbage til kirkegården. Noah kigger mellem mig og min søsters bortgående ryg, men siger ingenting. Jeg er chokeret over hendes ord, men ikke rigtig overrasket. Hvad hun ikke forstår er, at hun ikke behøver at tage noget tilbage, fordi ingen af dem var mine til at begynde med. Den familie, hun taler om, tilbeder jorden, hun går på. Og Rowan? Rowan var og er stadig hendes mand. Jeg undertrykker den smerte, der ville drukne mig, og fører Noah til det sted, der ville være fars sidste hvilested. Jeg står lidt på afstand fra mor, Emma og Travis. De står tæt sammen. Når man ser på dem og mig, skulle man tro, at jeg var en fremmed, der bare deltog i begravelsen i stedet for at være en del af dem. "Støv til støv..." siger prædikanten, da de sænker fars krop ned i jorden. De begynder derefter at dække hans kiste med jord, indtil han er fuldstændig begravet. Mors klager er de højeste, da hun beder far om at komme tilbage til hende. Emma og Travis har begge stille tårer, der løber ned ad deres ansigter, mens de holder hende i deres arme. Jeg trøster Noah. Jeg krammer ham, mens han græder ved siden af mig. At se ham sådan her bringer tårer frem i mine øjne. Jeg hader at se ham have ondt. Jeg tørrer mine tårer væk. Jeg skal være stærk for ham. Han har brug for mig nu. Igen oversvømmer folk os for at tilbyde deres kondolencer. Jeg accepterer dem tankeløst. Det var som om, jeg var der, men ikke var der på samme tid. Da jeg kommer ud af det, er de fleste allerede gået. "Mor, der er pa og ma," han trækker mig med og peger på Rowans forældre. De var der sammen med Rowan og hans tvillingebror Gabriel. Jeg står akavet, mens han hilser på dem. De kigger flygtigt på mig, men siger ingenting. Vi ved begge, at jeg ikke var deres valg til deres søn. "Må jeg få snacks med dem?" spørger Noah, og jeg nikker. Han har ikke spist i flere timer, så han var sulten. Da de går, står vi akavet ved siden af hinanden. Nu hvor hans fokus ikke var optaget af Noah, var det udelukkende på Emma, der stod et par meter fra os. Jeg var ved at undskylde mig selv, da jeg hører et dæk, der hyler. Alt skete så hurtigt. Mænd med pistoler åbnede ild. I det øjeblik de begyndte at skyde, så jeg Rowan dykke ned efter Emma. Jeg stod chokeret og så ham beskytte hende med sin krop. Jeg kan ikke tro, at han forlod mig for at beskytte hende. Hvorfor var jeg overhovedet overrasket? Dette beviste bare, at jeg aldrig vil være hans prioritet. At se ham beskytte hende med sit liv knuste fuldstændig noget indeni mig. "Pas på!" råbte en mand med en skudsikker vest til mig. Han skubbede mig væk, men det var allerede for sent. Noget gennemborede min hud, og jeg faldt fra virkningen af slaget. Mit åndedræt blev slået ud af mig. "Nogen ring efter en ambulance," han knælede ned ved siden af mig og lagde pres på såret. Jeg var forvirret, svimmel og havde ondt. Jeg ville fortælle ham, at jeg var okay, men så så jeg blod, der gennemvædede min kjole og hans hænder. Jeg hadede synet af blod. "Åh gud...Noah," hviskede jeg. Han var min sidste tanke, lige før alt forsvandt i mørke.