Celine rynkede panden. "Hvad mener du med at flirte?" Adam bed tænderne sammen. "Du er klædt som en luder!" Hvad? En luder? "Du må hellere forklare dig, Adam Alvarez!" snappede Celine. Adam sænkede blikket og betragtede hendes korte kjole. "Dine lår er praktisk talt ude i det fri. Er du så desperat efter, at folk skal kigge på dine ben?" Jo, hendes kjole var måske lige i den korte ende, men det var Robin, der havde valgt den til hende. Hun havde sagt: "Du viser aldrig dine ben, hvilket giver Carly chancen for at prale med sine. I aften skal vi vise alle, hvem der virkelig har de bedste ben i Mercity." Celine hævede et øjenbryn. "Det lyder som om, du kiggede på mine ben, hr. Alvarez." Adam frøs. Celine lænede sig tilbage mod væggen, hendes holdning var doven, men elegant. Langsomt løftede hun sit højre ben og strøg sin krystalhæl mod hans ankel. Adam stod der i skræddersyede sorte bukser, der fremhævede hans lange ben og udstrålede en kold elegance og tilbageholdenhed. Fra hans ankel bevægede Celine sig langsomt opad langs hans læg i en drilsk, bevidst bevægelse. Det var både en forførelse og en provokation. Adam gav hende et koldt blik. "Hvad laver du?" Celine smilede hånligt. "Hr. Alvarez, hvem foretrækker du benene på - mine eller Carlys?" Adams blik dvælede ved hende, betaget af hendes ansigts fine træk, der udstrålede en næsten æterisk skønhed. Hun lignede en overjordisk engel, og alligevel var hun her og fristede ham frækt. Han havde bemærket hendes skønhed i går aftes, skjult bag de sorte briller, men han havde ikke forventet, at hun var så slående. Dog var der noget bekendt ved hendes ansigt. Celines klare øjne funklede af løjer. "Har Carly nogensinde forsøgt at forføre dig med sine ben, hr. Alvarez?" Adams åndedræt satte sig fast. Han lænede sig tættere på for at se på hende. "Celine, er du virkelig sådan en luder? Du tænker på mænd hele dagen og har endda hyret otte escortpiger!" Han undgik at svare på hendes spørgsmål om Carly. Det var måske den mest høflige måde for en mand at beskytte en kvinde på. Hans forhold til Carly havde været en storslået kærlighedshistorie fra deres ungdoms ubekymrede dage. Carly må have forført ham på et tidspunkt. Det var den eneste måde at forklare, hvorfor hun hang så levende i hans erindring. Carly var virkelig velsignet med at have sådan en koldhjertet mand, der forblev hengiven til hende så længe. Adam må aldrig have brugt et ord som "luder" til at beskrive hende. Selvom Celine smilede, forblev hendes øjne kolde som is. "Ja, hr. Alvarez. Der er et problem med din manddom. Da du ikke kan tilfredsstille mig, er jeg nødt til at finde en sundere mand. Lad os blive skilt nu. Hvis én mand ikke virker, finder jeg en anden, der gør." Hun sagde, han havde problemer igen! Denne kvinde var utrolig! Adam greb fat i hendes fine kæbe. "Er det en form for provokation? Er du så desperat efter at finde ud af, om jeg har problemer?" Hvad? Celine frøs. Adam lænede sig tæt på, hans læber svævede tæt på hendes med en næsten drilsk nærhed. Alligevel var hans ord iskolde og distanceret. "Billed dig ikke ind, Celine. Jeg vil aldrig røre dig. Den eneste, jeg elsker, er Carly." Den eneste, han elskede, var Carly. Han behøvede ikke engang at sige det. Celine vidste det allerede. Alligevel stak det i hendes hjerte. Det var ikke en skarp smerte, men en sløv, ubarmhjertig smerte, der spredte sig i utallige små bølger. Lige i det øjeblik lød en sød stemme. "Adam." Celine kiggede op og så Carly stå der. Carly, den berømte Scarlet Rose af Mercity, var en skønhed med rubinrøde læber og perlehvide tænder. Års dansetræning havde givet hende en yndefuld, smidig figur. Da han så hende, slap Adam øjeblikkeligt Celine og gik hen mod Carly. Han sænkede blikket for at møde hendes. Hans øjne var fyldt med en varme, Celine aldrig havde set før. "Du er her!" Carly nikkede, før hun kastede et blik på Celine. "Og det her er?" Carly genkendte hende slet ikke. Men Celine ville aldrig glemme Carly. Sandheden var, at Celine og Carly hverken var hel- eller halvsøstre. Hayden var ikke Celines biologiske far. Han var hendes stedfar. Engang havde Celine en lykkelig familie. Hendes far, Aaron Tate, og hendes mor, Lucy Garcia, havde været hengivne til hinanden. Aaron elskede hende højt. Han ville løfte hende højt op i luften hver dag. "Min lille Celine skal vokse op og blive så lykkelig." Så en dag var han væk. Hans bror, Hayden, flyttede ind med sin datter, Carly, i Aarons hus, og Lucy blev også Carlys mor. Lucy giftede sig igen med Celines onkel. Fra da af var hendes hengivenhed udelukkende rettet mod Carly, ikke Celine. Da Carly scorede 99 til en eksamen, og Celine scorede 100, straffede Lucy hende. "Hvorfor kan du ikke lade Carly skinne? Skal du altid overgå hende?" Da Carly blev syg, blev hendes hår barberet af til kemoterapi. Hun græd over, at hun så grim ud. Lucy barberede straks Celines hoved. "Du skal blive grim sammen med Carly. På den måde holder hun op med at græde." Nat efter nat ville Lucy, Hayden og Carly putte sig sammen, deres latter strømmede ud i gangen. Celine ville stå udenfor og græde, mens hun krammede den dukke, Aaron havde købt hende. "Mor, jeg er bange." Til sidst begyndte Carly at kalde Lucy "Mor". Lucy var begejstret, men Carly sagde: "Mor, du kan kun have én datter." På en regnvejrsdag kørte Lucy Celine ud på landet og efterlod hende der. Lille Celine jagtede bilen, mens hun hulkede. "Lad mig ikke i stikken, mor! Jeg vil være en god pige. Jeg vil lytte til dig. Jeg lader Carly få alt! Jeg vil have et knus, mor! Jeg er bange!" Mens hun krammede sin dukke, faldt hun tungt ned i mudderet. Hun så hjælpeløst til, mens Lucy kørte væk og forsvandt ud af hendes synsfelt. Celine ville aldrig glemme Carly. I dette øjeblik skyndte Benjamin sig hen til dem. "Carly, hun er din søster. Hun er Celine!" Carly frøs i vantro. "Du er... Celine?" Celine vidste, at Carly altid havde set ned på hende. Som børn havde Carly slået hende på alle punkter. Hun havde altid været enestående. Senere datede hun endda Adam, arvingen til Alvarez-familien. Opvokset i et liv med luksus og hengivenhed blev Carly stolt og urørlig. Benjamin var endnu en gang forbløffet over Celines udsøgte skønhed. Han mumlede: "Jeg havde ikke forventet, at Celine ville se så fantastisk ud." Carlys barndomsminder om Celine var vage, fordi hun aldrig havde lagt meget mærke til denne uelskede søster. Men var Celine ikke den grimme ælling fra landet? Carly trådte nærmere. Hendes blik fejede hen over Celine med tyndt tilsløret foragt. "Celine, jeg havde ikke forventet, at du ville pynte dig op som mig." Celine blev målløs. Tja, Carly kunne tænke, hvad hun ville, så længe hun var glad. Celine rettede sin slanke ryg og smilede uden at sige et ord. Korridorens lys kastede et blødt skær over hendes fine, æteriske ansigt. Hun var ikke længere den samme lille Celine som før. Lige i det øjeblik talte Carly. "Celine, jeg har hørt, at du og Adam skal skilles. Kan ikke overleve uden en mand, hva'? Ty til mandlige escortpiger for at fylde tomrummet? Hvis jeg var dig, ville jeg finde mig et arbejde." Hun vendte sig mod Adam og tilføjede i en nedladende tone: "Adam, Celine har taget sig af dig så længe. Du bør i det mindste hjælpe hende med at finde arbejde. Måske som husholderske." Adams blik flakkede over til Celine. Benjamin afbrød: "Carly, alle job kræver kvalifikationer. Hvilket uddannelsesniveau har Celine?" Carly syntes at huske noget morsomt. Hun hævede hagen med et smil og sagde: "Hun droppede ud af skolen, da hun var 16."